onsdag den 4. marts 2009

Stemmetræning #3

Idag var der ikke nogen snak om spyt lige til at starte med, selvom hun da havde haft et barn inde før mig! Men åbenbart havde de ikke lige diaré i den familie. Fint nok.
Sidst havde vi jo gang i nogle siddeøvelser, men hør lige engang - det er jo også meget vigtigt, at vi står rigtigt og at vi går rigtigt! Ikke noget med at stå der bredbenet, som skulle man lige til at pisse isterninger (pardon) og fødderne må da slet ikke pege ud til siden eller ind. Nej nej, de skal pege helt lige frem som en anden jernbaneskinne. Og det meste af vægten skal ligge på den forreste 1/3 af foden. Og knæene må ikke trykkes bagud, uha da da. Nej, de skal bøjes lidt og så skal man bare slappe af. Det gør man allerbedst, idet man forestiller sig, at man er et træ, der bare står og saligt svajer i vinden! (Det skulle ikke undre mig, om der var installeret et skjult kamera et sted!) Men altså, hvis man ikke står på den her måde, så er der jo bare noget pres på strubehovedet og det er ikke godt for stemmen, vel?
Nå, så måtte jeg til øve min gangart og bare gå rundt i værelset der - ikke så nemt, når der ligger måtter og alt muligt her og der, og til sidst kom jeg til at føle mig lidt som en hamster, men så fandt fru B. da heldigvis også på noget andet. Der måtte jeg op på sådan en balancetallerken og der stod jeg så og cirklede rundt, til jeg var helt bims. Jamen, det er bare så godt for musklerne og leddene og hele kroppen skal jo også til at vænne sig til de her nye bevægelser...
Og så havde fru B. jo lige en rigtig go ide - imorgen skal vi begge to stå på en sådan tallerken, men ikke nok med det - mens vi står der og balancerer og styrker led og muskler, skal vi samtidig lave nogle stemmeøvelser. Huha, det bliver vist en hård nød!

Jeg ved godt, at det er lidt noget pjat, men jeg bliver nødt til at skrive sådan om det - sådan lidt ironisk eller whatever - for det er altså en lidt underligt omgang. Men stadigvæk er jeg henrykt over fru B., hun er meget meget sympatisk og gør det bare godt. Og det er da fedt, at have et træ at svaje sammen med, ikk?

Da jeg kom hjem, havde kæresten lavet mad. Det var da så sødt og det sødeste var da, hvad hun havde fundet i kartoffelposen. Tænk, at blive trøstet af en kartoffel! ;-)

8 kommentarer:

tankehal sagde ...

for helvede da :-) du har en et stk meget træt dansk folkeskolelærer liggende i hostekrampe på vist lidt beskidt trægulv mens hun gør bukserne våde af grin.... :-)
Ps tjek lige din facebook

Anita Thomhave Simonsen sagde ...

grine,grine....spændende øvelser....kender godt (tror jeg) sådan et balancebrædt....skulle også en gang lave øvelser på sådan et for at styrke min muskulatur rundt om anklen ( som har været brækket)....og det kan da godt være svært at stå på....burde egentlig købe et selv og faktisk lave sådanne øvelser også....men det kan jeg selvfølgelig nå endnu.....det kan da også være det påvirker min stemme positivt, så kan det jo være fint....fint at du kan lide hende...og tænk dig at gå til stemmetræning....du får nye overraskelser hver gang , når du ikke ved hvad hun udsætter dig for at sjove ting....gad vide hvad du så skal gøre med stemmen næste gang ?

Grønlandsposten sagde ...

Sådan nogle øvelser er åbenbart en slags universal-løsning! Jeg bruger balancebrædt for at træne musklerne omkring knæet og fik en gang at vide af en meget bestemt overlæge, at hvis jeg bare kunne lære at stå på den måde, du beskriver, ville jeg aldrig have ondt i knæene mere... (han trak dog i land, da scanningen viste en ødelagt menisk, men det er en helt anden historie!).

Såeh, god fornøjelse med øvelserne.

Og så kan man da vist godt kalde dig for en heldig kartoffel ;-)

Marina sagde ...

Å hvor skal du da meget igennem for din stemme. Det tænker man jo slet ikke på så længe den virker. Men at være et svejende træ lyder dejligt, det tror jeg vi allesammen kunne have meget ud af. De kærligste tanker fra Fejø.

Zette sagde ...

Berliner, det må jeg sige, du får da styrket det hele - her kan vi da tale om et holistisk perspektiv på stemmetræningen. Balancebrædder er fantastiske og noget af en klller for en del af os. Børn er som regel super gode til det - hvis motorikken er god hos dem. Selv kan mine ankler ikke lide et balancebrædt, men jeg anerkender fuldt at de er et fantastisk og simpelt træningsredskab. Pas på med at lukke øjnene, når du står på det, det gør det som regel rævesvært for de fleste.
Glæder mig til fortsættelsen...

Fru Lipka sagde ...

Jeg ville osse have trang til at dele sådan en oplevelse med nogen. Som i Hvem Som Helst, faktisk. Hold da kæft hvor lyder det besværligt med alle de ting du skal huske med ben og fødder. Jeg synes bare det er vigtigt, at du ikke slapper for meget af. Kunne være du mistede kontrollen over visse muskler undervejs :o) Det bliver kosteligt i morgen, hvis det er den samme balancetallerken, du og fru B. skal stå på. Sød kæreste du har. Og sød kartoffel hun havde fundet ;o)

Vibeke sagde ...

Jamen hvad du dog ikke skal udsættes for, jeg håber da virkelig at det hjælper, selv om jeg, - ved nogen af øvelserne syntes, at de styrker andre dele af kroppen, balance brættet brugte jeg, da jeg fik nye knæ!
Men hun ved vel hvad hun gør, hun går i hvert fald op i det.
Hvordan går det i grunden med stemmen?
Kærligst Vibeke

Berliner brosten sagde ...

@Tankehal
Jamen godt nok, at du har noget at grine af. Måske du selv kommer i den nydelse en skønne dag ;-)

@Anita
Jamen, det der brædt er virkelig en god ting. Man burde jo udsætte kroppen for meget mere end man gør til hverdag. Det har den med sikkerhed godt af, men det er lidt en vild omgang - mein Gott, alt det man skal huske!

@Grønlandsposten
Jeg tror måske, at jeg skal ha fat i et sådant brædt. Det ville ungerne sikkert også have glæde af. Har du haft held med at stå på den måde? Jeg syns godt nok, at det er svært at vænne sig om...

@Marina
Nej der har du ret. Og egentlig er stemmen jo noget der for det meste funktionerer...Men det hjælper jo ikke noget. Alle de øvelser skader da med sikkerhed ikke..

@Zette
Ja, det der med det holistiske har vi jo fået gennemgået ;-) Det sjoveste er da, når man står af det der brædt. Så står man bare og sejler rundt som efter et par cocktails (for mange)...Jeg har ikke prøvet at lukke øjnene endnu. Bare hun ikke finder på det da!

@Fru Lipka
Jamen det er altså ret besværligt, men sådan skal det jo nok være. Ellers har man vel heller ikke fornemmelsen af at gøre noget ved det. Jeg bliver da en helt sportskanon...måske jeg snart kan optræde på gaden som det syngende balancebrædt!

@Vibeke
Jamen stemmen har det faktisk nogenlunde. Jeg syns ikke jeg bliver hæs så hurtigt som i de sidste uger. Men lad os se. Den 24. har jeg den der kikkertundersøgelse i halsen og så får jeg vel at høre, om stemmetræningen hjælper eller ej.
Jeg håber det!