søndag den 24. maj 2009

Tierpark Berlin

Når det handler om dyreliv, altså den mere eksotiske slags, er Berlin helt klart en vinder. Fra tiden tilbage, hvor Tyskland og også byen Berlin var delt i øst og vest, har vi nemlig to zoologiske haver. Den ene hedder Zoologischer Garten (det er der Knut bor) og ligger midt i byen og den anden hedder Tierpark og ligger også i byen, men ikke helt så centralt. Den er derimod meget større, faktisk den største landskabsdyrehave i Europa.
For kort tid siden fik jaguarparret i dyrehaven babyer, 3 styks og dem ville vi ud og se idag.
Desværre fandt vi dem aldrig - åbenbart bliver de forskånet og er ikke fremme for publikum hele dagen, men pyt også med det - vi fik set en masse andre skønne dyr og nød et par timer i fantastisk solskin.
I zoologiske haver har man(=jeg) altid en lidt bitter smag i munden - de der indespærrede dyr, til tider i meget små bur eller i meget små folde, alle de der, der traver rundt i deres bur, samme vej frem, samme vej tilbage, igen og igen...
Men jeg kan ikke rigtig finde andre muligheder end at bide i det sure æble og så skubbe disse tanker fra mig - for jeg elsker dyr! Og hvor har man ellers lige muligheden for at se alle disse smukke skabninger?

Se selv et par af eksemplarene her:









4 kommentarer:

Zette sagde ...

Tierpark Berlin? Hvorfor har jeg aldrig været der? Hmm, det må der gøres noget ved. Jeg er jo syg med KnuthenborgParken på Lolland, fordi jeg har været der så meget, og fordi næsten alle dyr går helt frit, så derfor er bil et must for at se det hele. Når I skal på DK-visti, skulle I måske tage og smutte der forbi - ikke langt fra Rødby, og man oplever altid noget.
Ligesom I helt klart har gjort i dag i Tierpark.

KirstenK sagde ...

Tierpark...ja der har jeg også været sidste år, jeg ved lige nøjagtig hvad du mener med den der følelse i zoo, tænker nogen gange på hvem der er "de dumme" dyrene eller os...men dyrene er skønne alligevel

Fru Lipka sagde ...

Jeg har den samme bittersøde fornemmelse, når jeg er i zoo, men det afholder heller ikke mig fra at gå derind, for du har jo ret i, at man ikke ellers har mulighed for at se de smukke dyr. Dejlige billeder du har snuppet. Jeg har i øvrigt vist billederne af jeres smukke køkken til Manden, og han er enig med mig i at det ville passe perfekt i HUSET. -Som vi altså ikke helt har endnu :o)

Berliner brosten sagde ...

@Zette
Jamen Tierpark er helt klart et besøg værd, det er Zoo selvfølgelig også, men hvis du er sådan mere til parker, så passer Tierpark bedre. Ja, vi bør da overveje Knuthenborg! Har været der 1 gang for ca. 100 år siden ;-)

@KirstenK
Ja, hvem er de dumme? Det er faktisk et godt spørgsmål...Men jeg spiller gerne dum engang imellem, hvis jeg til gengæld kan se på flotte dyr.

@Fru Lipka
Nej, hvor sjovt med det køkken ;-) Jeg kan sige så meget, at det er et Nolte køkken og at vi stadig er helt vilde med det!