Om syngende italienere...

Jeg kører virkelig gerne med s-tog, sådan engang imellem i hvert fald. Jeg har bare brug for en fri radius omkring mig, og jeg er engang imellem på randen af et anfald, hvis der simpelthen er for mange mennesker med der. Det passer bare ikke til min kultiverede autisme. Men spændende er det jo - der er altid så meget at se på og jeg er vist det man kalder et "øjemenneske", i hvert fald undervejs i Berlin. Der er jeg absolut IKKE et øremenneske. Hvis der er noget der kan gøre mig småvild, så er det at skulle høre med på folks intime samtaler (forleden i bussen handlede det fx. om erotisk massage...ich will es nicht wissen!) eller mobilsamtaler om festen igår, om den åndssvage kollega, om dit og dat. KLART, jeg taler også i mobil, endda i s-toget, men jeg er altid sådan en smule pinligt berørt og hvisker for det meste og forsøger at holde samtalen kort...
Idag havde jeg en meget interessant blanding og jeg var som så tit meget glad, da jeg endelig kunne stå af det tog!
Berlin er jo fyldt med turister året rundt og det er egentlig ganske spændende, hvordan de forskellige lande ligesom præsenterer sig. Idag stod den på "bella Italia" i form af 4 styk, 2 par, hvoraf det ene sad lige ved siden af mig. Konen her var sådan en rigtig primadonna ala Sophia Loren, hun manglede blot et par af de der kæmpe lila solbriller. I hvert fald kommenterede hun alt hvad hun så af interessante sager på ruten her...problemet var, at det andet par jo ikke sad sådan lige ved siden af. Så hun råbte bare i flot guidemanér...Men nu sad vi altså ikke lige i Rom eller noget og måske er italiensk et sexy sprog, men jeg var da lige ved at få fnat! Lige pludselig heflede hun så en MP3-player op af hendes lækre læderrtaske og jeg tænkte bare: Yes! Nu kan der da komme lidt ro på. Hvilken player iøvrigt (det behøves jo ikke at være en ipod (jo det gør!)), men jeg har da sjældent set et så hæsligt apparat. Den var pink eller nærmere gammelrosa eller hvad hedder den farve lige...der var glænsende metal i den ene ende og...jamen den lignede en designerlæbestift! Nå, men hun fik sat den ene øredut i og manden fik så den anden. Jeg kunne desværre ikke høre, hvad det var for en sang, men den må have været meget god og meget medrivende for lige pludselig begyndte de BEGGE TO at skråle med! (deværre kunne jeg stadig ikke genkende sangen) Arj, men hvor gammel er det lige man kan være? Det kan måske ske for nogle teenagere, der er så coole at de pisser isterninger (undskyld mig), at de kommer til at rappe lidt med...Men det her? Hjælp siger jeg bare!
Det eneste der lysnede lidt op på hele arrangementet, var en mand der sad til højre for det her italo-pop-par. Han sad bare der med sin cykel og en pose kartofler og han fortrak ikke en mine, selv ikke da de sang! Alligevel så han lidt utilpas ud på en eller anden måde, men årsagen hertil var vist at hen var yderst skeløjet. Og iøvrigt lignede han Bilbo Sækker, Frodos onkel, fra ringenes herre så meget! Jeg elsker ringenes herre, så det var da en ren fornøjelse.

Men mit behov for at se andre mennesker er mere end dækket for idag og nu vil jeg smutte hen på fifaen med en kop te. Jeg har desværre fået fat i en rigtig dum hoste...men det er der ikke noget at sige til - dem der nemlig ikke synger i s-toget - ja, de hoster og snotter!