søndag den 25. januar 2009

Om lykke...

Er lige kommet hjem fra en koncert, hvor kæresten spillede med. Hun [ja hun! ;-)] har læst tysk og musik og hendes hovedinstrument er blokfløjten i alle størrelser. Sådan hobbymæssigt spiller hun i et par forskellige grupper. Idag var det en koncert sådan helt ude af program med fløjte, cello, cembalo og en sanger, en kontratenor. Disse svarer til førtidens kastratsangere. Disse mænd kan synge meget meget højt og jeg elsker det! En anden dag skal jeg fortælle lidt om min absolute favorit (Andreas Scholl) som jeg hørte live for 1. gang lige før jul. Arj men, manden synger som en gud!
Nå okay, denne kontratenor her var sådan en bette spinkel fyr, der meget gerne ville virke suveræn og cool. Det lykkedes bare ikke, det er i hvert fald ikke så smart at synge skævt i den allerførste arie! Men hans stemme var alligevel ret så gigantisk og gav da et bette kuldegys her og der ;-)
Men det var nu heller ikke hovedsagen ved det hele, men meget mere kærestens spil! Jeg er en total groupie og med til faktisk alle koncerter - hun skal jo også ha en, der bærer på alle de fløjter ;-)
Det er altid spændende at lytte til de forskellige værker, når de nu bliver opført i harmoni med de andre instrumenter. Jeg hører hende jo øve i ugerne før og jeg elsker at se hvordan fingrene flyver rundt på instrumentet.
Og jeg nyder det bare hver gang, også selvom jeg kan nogle af stykkerne udenad!

Findes der noget skønnere end at have tid, sådan rigtig tid, til blot at betragte (og høre) det menneske, der betyder alt? I vores hverdag er der masser af lykke, sammenhold og alt det der tilstede, men alligevel holder jeg så meget af at sidde der, og mærke helt direkte, hvordan lykken sniger sig op i nakken for derpå at risle ned af ryggen og efterlade mig med et saligt smil på læberne og med en følelse af taknemmelighed, der ikke kan beskrives...
Findes der noget skønnere?


Huha, undskyld mit lidt personlige indlæg! Det var ellers ikke meningen, men det er ligesom det, der er fremherskende nu og hvorfor egentlig ikke?

8 kommentarer:

tankehal sagde ...

ja hvorfor ikke så ? jeg synes det var et skønt indlæg...

Anita Thomhave Simonsen sagde ...

Hej Gitte !

Du er da bare så sød og ligefrem og hun er bare så heldig, din kæreste at hun har dig...kærligheden llyser ud af dit indlæg og jeg kan sagtens forstå din lyst til at tage med til koncerter og bare sidde og se og høre hvor koncentreret hun er og sandsynligvis mærke hendes optagethed af noget hun holder meget af....
jeg spillede blokfløjte lidt som barn og kan stadig et par greb....ja jeg har faktisk én i en skuffe, som jeg for sjov købte for et par år siden, men det sværeste jeg formåede var vist "greensleaves" og jeg gik til undervisning i to år...så det var ikke det helt vilde.....

Zette sagde ...

Personlige indlæg er gode, fordi det er dig, der styrer, hvor personlige de skal være, hvis vi andre synes, det er for personligt, kan vi jo lade være at læse dig!

Jeg blev glad - og lidt rørt, følsomme gamle kone, Zette - over dit indlæg. Størst af alt er og blir kærligheden. Jeg kan sidde og glo på ham jeg er gift med og føle dyb lykke og glæde - det er en stor gave at kunne, og at være ved, at man har det sådan.

Blokfløjte er altså sindssygt svært, jeg kan godt forstå, at du er stolt af din kæreste, hun er helt klart værd at samle på!

Marina sagde ...

Dejligt, dejligt idlæg og slet ikke for personligt hvis du spørger mig. Det må være dejligt for din kærste at du kommer hver gang hun spiller på den måde må hun kunne mærke at du elsker både hende og det der er vigtigt for hende.

Sebastian sagde ...

Det er da det, man har sin blog til, at skrive lige så personligt, som man har lyst til, eller ikke har lyst til. Det skal vi andre ikke diktere dig ;-)

Hmm, alle de fløjter? Jeg kan forstå det, hvis hun spiller bas-fløjte, for det er da rent faktisk en fløjte, der er til at få øje på - de pentatone, og sopranerne, de bruger i skolerne, kræver ikke så mange muller,)

Så er det bedre med en cello.

Men klangen er nu flot i dem alle, når musikeren er god.

Berliner brosten sagde ...

@alle
1000 tak for jeres søde kommentarer. De har beroliget mig en hel del må jeg indrømme. Jeg er ikke en, der sådan lige farer ud af hytten med den slags "erkendelser", men selvfølgelig har i ret - man bestemmer selv.

@Sebastian
Alle de fløjter - se næste indlæg ;-)

Vita sagde ...

Søde Berliner - det er ualmindelig smukt beskrevet. Din kærlighed til hende. Og til musikken.
Det med fløjterne bringer en del minder frem. Jeg spillede selv på fløjte da jeg var barn i ca. 6 år. jeg nåede kun omkring sopran, alt og bas. Jeg var glad for det. Havde en lærer der selv spillede barokmusik på blokfløjte og hvis mand byggede cembaloer i kælderen.
Så skulle vi flytte. og jeg fik en HÆSLIG lærerinde. Hun ødelagde al min glæde for at spille. Og jeg holdt op.
Musikken kender jeg ikke og jeg ville ikke vide hvor jeg skulle begynde for at lære den at kende.

Berliner brosten sagde ...

@Vita
Tak for din søde kommentar!
Jamen sådan noget musikundervisning står og falder jo med læreren. En skam at den nye var hæslig! Der findes da knapt noget værre end hæslige lærerinder! ;-)