Misundelig på en kat...

Jeg kan tit gå hen og blive lidt småmisundelig på vores katte. De får altid serveret deres mad til tiden, der bliver gjort rent omkring dem, de kan sove i tide og utide, og de er ikke tvunget til at forlade lejligheden, hvis de ikke har lyst...
Og de forstår at nyde livet, det gør de virkelig.


Idag er sådan en dag, hvor jeg ville ønske, at jeg også bare kunne smide mig på radiatoren og gemme mig inde bag gardinerne og så lade som om at det er en underskøn dag og at min krop har det fint.
Iaftes, da jeg var kommet i seng, hostede jeg i ca. 2 timer inden der kom ro på! Det var megaanstrengende og megahøjlydt! Ja stakkels kæreste, men hun afslog selv mit tilbud om at flytte på sofaen. Idag er jeg totalt kvæstet og alle større bevægelser er ikke særligt skønne. Det føles som om jeg har haft gang i en overdrevet omgang styrketræning. Og det har jeg da virkelig ikke (burde jeg måske).
Det værste er, at jeg egentlig afskyr folk der jamrer, pylrer og svælger i selvmedlidenhed pga. lidt snue eller noget... Jeg hører til dem, der helst lider i stilhed. Jatak, ja ja ja, jeg ved godt, at mine sidste indlæg tyder på noget helt andet. Jeg ved heller ikke lige, hvor det gik skævt...men skævt er det da gået.
Med dette indlæg er pylpyl-etiketten nået op på 4! Wouw, hvor pinligt er det lige - jeg må ind bag gardinerne. Der er vist ikke andet at gøre!