Så gik den ikke længere...

Ja, så gik den alligevel ikke længere. Jeg har lige meldt mig syg for resten af ugen. Åha, jeg kan da lige høre mig selv fra det indlæg igår om ansvar og at jeg da så gerne skulle holde ugen ud, NOT! Jeg kan selv ikke snuppe de der pædagoger, der tror at ingen andre kan tage sig af klassen som de selv kan, der tror at ungerne får traumer, hvis de lige mangler en dag, der tror at klasseværelset forandrer sig til en losseplads osv. osv. Nej, dem er jeg sgutte meget for!
Men jeg må indrømme, at jeg selv står med i hvert fald et ben i den kategori! Den sidste sætning skal man forestille sig med et sådant rigtigt usselt lidende suk. Men det hjælper ligesom ikke noget.Jeg er fuldstændig mørbanket af det der hosteri og det har slidt så meget på apparatet at min stemme blot virker i ca. 5 af 10 tilfælde. Og en lærer uden stemme, men med masser af hosteanfald. Det er da lidt fatalt på en eller anden måde. Tegnsprog har jeg ellers indført - men blot til frokosttiden og det er MEGET svært at overstå ca. 1/2 time med en flok 6-årige unger, der har trang til at fortælle og kommentere ALT. Så jeg ved ikke lige hvordan det skulle foregå i 3 dage. Okay godt så. Nu er det igennem.
Og imorgen slukker jeg for min mobil. Jeg slukker for den hele dagen! De vikarer klarer det med sikkerhed fint, helt fint. Og nej, jeg tænder den heller ikke for at sende sms. Bare en bette en? Nej, heller ikke bare en lillebitte en!
Mein Gott, get a life!