tirsdag den 10. marts 2009

Forsinket koncertkritik

Det der maleri af vores gang varer ved og varer ved. Det endte med, at hele stuen skulle stilles om, der skulle købes nye lamper osv. osv. Derfor er jeg kommet lidt bagud her og har ikke just været det man kalder aktiv, men nu må det være. Der er også noget engelsk til ungerne, der halter lidt, men aftenen er jo lang, ikk?
I lørdags var vi til koncert - dvs. jeg var til koncert. Kæresten spillede nemlig i hobby-barok-kvintetten. Disse koncerter, 10-15 om året vil jeg mene, finder for det meste sted i kirker. Det er ganske spændende - for det første for at se de forskellige kirker indefra og for det andet pga. de andre tilskuere. Jeg elsker jo at glo på mennesker og når jeg ikke lige sidder og halvsmelter over kæresten, så nyder jeg virkelig at dyrke netop denne "hobby".
De typiske tilskuere ligger aldersmæssigt i den højere del af skalaen og jeg er altid med afstand den alleryngste. Tit bliver der lige kastet et blik på mig med et udtryk: "Narj hvor yndigt, at et sådan ungt pigebarn interesserer sig for den slags musik...". Hvis de vidste!
Disse koncerter er da for det meste helt rolige og uden større begivenheder, men den her i lørdags, den var helt fantastisk. Heldigvis kender jeg programmet ud og ind - for det var ikke altid, at jeg lige kunne koncentrere mig om musikken ;-)

Her et par episoder:
  • En kvinde, der så ud som havde hun et par bajere eller mange indendøre kom lige i sidste øjeblik og masede sig frem til første række. Det var jo også okay. Koncerten startede og midt i første sats rakte hun pludselig en arm op i luften og begyndte at vinke. Det var ikke til at overse, hendes trøje var nemlig stribet. Det viste sig, at hun egentlig havde en ledsager, men han kom endnu senere - nemlig midt i første sats som sagt. Desværre havde han vist dårlige øjne, han fik i hvert fald ikke øje på det stribede kvindfolk. Og så var det at hun råbte: "Dietmaaaaar!", helt uden advarsel. Dem der sad i nærheden grinede lidt eller kiggede den anden vej. Hvor pinlig kan man være? Dietmar her masede så også frem til første række - ikke noget med at vente til en pause i musikken. Men ikke nok med det - da de så endelig var forenede, var der kys her og kram der og så diskuterede de lige lidt frem og tilbage. Sikkert skulle Dietmar forklare madammen, hvorfor han kom for sent. ;-) Lidt senere kom der så ro på. Men jeg havde lidt på fornemmelsen, at der nok skulle komme mere. Og ja, midt i det 3. stykke rejste de sig og forlod kirken. Sludrende og pjattende som et nyforelsket par. Ja, man kan godt komme til at undre sig engang imellem. Men jeg må indrømme, at jeg flere gange kom til at sidde og fnise over hendes "Dietmaaaaar!" ;-)
  • En stakkels kone havde en rigtig grum hoste. Hun gjorde virkelig alt for at undertrykke den, tårene stod ud af ansigtet på hende, men som vi ved, bliver det da så blot værre. Fra alle sider gloede folk ondt efter hende og både fra bænken foran og bagved kom der tilbud om bolsjer. Tit med sådan en overbærende bevægelse, ikke noget med medlidenhed...men den gode kone havde da selv et helt arsenal af bolsjer liggende foran sig. Altså hun larmede ikke vildt og jeg var sgu lidt forarget over de her snærpede medlyttere. Helt ærligt, man bliver da snartest sund, hvis man oplever nogle glæder, oder? Og nu var det jo altså ikke en koncert in der Philharmonie med billetter til 70 Euro stykket. Lidt længere henne på bænken sad der et kvindemenneske på størrelse med et klædeskab! Hun gloede ondt helt tiden, rutsjede frem og tilbage og rystede dertil på hovedet. Jeg var til sidst næsten lidt bange for at hun skulle gå amok...Det ville da have været noget af en overskrift til morgendagens avis!
  • Den eneste der ikke gloede ondt, var konens nabo, en anden bette kone, sådan helt forhutlet med hovedet helt nede imellem skuldrene og med et par briller på størrelse med cykelhjul. Hun var bare så lykkelig, nød musikken og sad og smådansede og spillede usynligt cembalo på benene. Og ind imellem kiggede hun medfølende op på den storhostende nabokone. Så skønt at se!
  • Uha uha, så var der jo også en, der begik et frygteligt faux-pas. Jeg ved ikke hvem, for vedkommende sad bag mig. Men i hvert fald kom han/hun til at klappe allerede efter 2. sats i et stykke, der jo i virkeligheden havde jo 3.! Mein Gott, wie konnte das nur passieren? Arj, men helt ærligt, folk (ikke bare et par stykker, men mange!) vendte sig om, kiggede ondt, drejede øjnene mod himlen for så med et fnys at dreje sig tilbage til musikerne. Jeg har da sjælden kendt mage til snævertsyn!
Opråb til alle tysktalende, sprogbegavede eller hvem der ellers kan hjælpe:
Det der snævertsyn er ikke det rigtige ord. Jeg leder efter noget, der kan oversættes med "spießig". Dette oversætter man vel med "borgerlig", men det passer heller ikke optimalt syns jeg. Please help!
  • Efter pausen tog så fru hoste og fru cykelhjul hævn. Sådan så det da ud. Midt i det hele pakkede hende på størrelse med et klædeskab nemlig en plade chokolade ud - og den var altså i xxl-størrelse og det raslede da noget...og så begyndte hun ellers at gumle løs på den, direkte fra pladen! Hende den bette forhutlede gav fru hoste et ordentligt puf med albuen og da hun så kiggede til højre, var hun så forarget, at hun havde besvær med at få lukket munden igen. Og så sad de to damer og tuslede lidt over denne uforskammethed.
Jeg ved ikke, om det er en kedelig smøre for jer, der ikke oplevede det hele live?
Men for mig var det var virkelig en forrygende oplevelse. Som i måske kan huske, er det altid en nydelse for mig at se og høre kæresten, men denne gang var jeg oveni helt beruset af lykke over alle disse utrolige mennesker og deres forskellige særheder.
Naturligvis tæller jeg også mig selv til denne gruppe - for hvem er helt uden særheder.
Er du?

5 kommentarer:

Vibeke sagde ...

Kedelig er din fortælling så absolut ikke, det er det, du er så fantastisk til, du hiver os med ind til den koncert, man oplever de forskellige mennesker, så nej, det er ikke kedelig.
Jeg morer mig, jeg gad godt have den evne.
Ordet du søgte, kunne godt være småborgerlig.
Knus
Vibeke

Fru Lipka sagde ...

Sikke en pragtfuld historie! Die Tysken er da godt nok ikke specielt rummelige, synes jeg. Men du blev da underholdt for alle pengene, ne? Dejligt med FORSKEL :o)

Grønlandsposten sagde ...

Skøn historie, jeg kan se dem for mig, hende der råbte "Dietmaaaar", hende med hosten og hende med chokoladen. Grin!

parnas sagde ...

Hej! Kan ordet ikke oversættes med spidsborgerligt? måske snobbet på en wannabeagtig-måde, hvor man ringeagter andre for selv at føle sig på en højere piedestal? Kh. Gitte

Berliner brosten sagde ...

Hej med jer,
tak for jeres kommentarer. Jo, småborgerlig/spidsborgerlig passer fint. Men det ord jeg havde på tungen og ikke kunne finde ud af, var snobbet! ;-) Hold da lige op...det kunne jeg bare ikke huske!