onsdag den 18. marts 2009

Stemmetræning #5

Igår havde jeg så på besøg hos fru B. efter en uges pause. Og ja, jeg kunne da straks gratulere til bestået eksamen og nu må fru B. skrive åndedrætsterapeut på skiltet. Det var da heller ikke til at overse, der stod nemlig en kæmpe buket liljer i behandlingsrummet. Jeg kan godt lide liljer, altså jeg synes de er meget smukke, men for pokker da. Den her buket var af de der lyserøde nogen, der har en ret så intensiv "duft". I starten var jeg altså lige ved at gå i baglås, men før eller siden var jeg så bedøvet, at jeg ikke lagde mere mærke til det.
Jeg var da ganske forbavset for denne gang var der ikke noget med balancebrædt eller hoppebold, nej, vi gik lige til sagerne - altså direkte til stemmen. Dvs. først skal man lige have løsnet alle muskler og strække sig igennem. Man står dog ikke helt stille og laver de øvelser, nej, man står sådan og slasker frem og tilbage. Helt afslappet i hofterne og så smider man armene rundt om kroppen. Det ser lidt ud som et mislykket slalomløb, i hvert fald hos mig, men pyt nu med det.
For at få læberne gjort lidt varme skulle vi lave noget "Lippen-sprudeln", jeg ved ikke hvordan jeg skal oversætte det? Altså det er den der lyd som man laver, når man leger med biler, brrrr. Den er jeg faktisk ikke ret god til, men fru B. har da et tip til alting. Hvis du også har problemer med det, så prøv at stryge med pegefingrene, hen over kinderne frem til munden. Det virkede sgu rigtig godt og jeg har øvet mig en del på det siden da. Af og til virker det endda godt uden fingre.
Vi startede så med de her syngesager fra sidste gang "mooooo - aaaaaa- oooooo" osv. Det gik fint et stykke tid, men så var det at fru B. lige pludselig holdt inde og sagde: "Hov hov, du skal da lige trække vejret igennem næsen!" Inden man sætter an til at synge en tone, skal man lukke munden helt og trække vejret igennem næsen og så lade luften ryge rigtig ned i maven og så ellers bare ud med sagerne. Det er jo egentlig ganske logisk, men når man først er kommet til at bruge en forkert metode, ja, så er det jo ikke så nemt, at komme af med den igen.
Det lykkedes mig at da at synge rigtigt sådan engang imellem, men fru B. mente nu nok, at jeg sagtens kunne komme dybere med luften. For at hjælpe lidt på vej, fik jeg en tennisbold som jeg skulle sætte an på korsbenet og så læne mig op af væggen. Der skulle jeg så kredse lidt rundt og ellers var øvelsen den samme. Når man har sådan et punkt at forholde sig til, kommer man nærmest automatisk dybere og der kom et par virkelig fine toner ud af det. I højderne bliver det hele dog lidt anstrengt. Her hjælper det at drosle lyden og at forestille sig, at tonen opstår mellem fortænderne og det højeste punkt på ganen.
Jeg er virkelig imponeret over de ting fru B. kan, men det er altså godt nok meget indviklet.
  • tennisbold i ryggen,
  • kredse rundt
  • lukke munden
  • trække vejret
  • ned i maven med det
  • synge det samme som hun gør
  • passe på med lydstyrken
  • huske på, hvor tonen opstår...
Armen helt ærligt, jeg følte mig sgu som det første menneske!
Heldigvis koncentrerer fru B. sig så meget på lydene fra stemmen, at hun for det meste har lukket øjnene. Mit held!

3 kommentarer:

Zette sagde ...

Åhh, det er altså fantastiske beretninger. Jeg bliver altså helt misundelig - ikke på din stemme, der er skidtnas, men på dine møder med Fru B. Det r da fantastisk, hvad hun kan få gang i. Du må være pænt brugt, når du kommer fra hendes timer. Du bruger jo hele kroppen og skal samtdig koncentrere dig så meget. Meget imponerende - keep going! Du er da vist helt sikkert på rette vej.

Vibeke sagde ...

Efterhånden syntes jeg, at den kvinde er lidt fantastisk.
Jeg gad godt vide, om der er nogen herhjemme, der bruger de metoder, for jeg har da aldrig hørt om det.
Bare du får det bedre, og at du ikke overanstrenger stemmen igen, det må være det, det hele handler om, det er vel det, de mange øvelser skal bruges til.
Når du fortæller, så jeg de sjoveste billeder for mig, det er både ondt og godt, at have en livlig fantasi!
Knus fra
Vibeke

Berliner brosten sagde ...

@Zette
Jamen fru B., hun kan nogle ting, helt sikkert. Jeg håber i hvert fald, at det alt sammen er noget der hjælper. Alt andet ville være pokkers ærgerligt...Men lad os nu se. Jeg er jo langt fra færdig.

@Vibeke
Jeg ved slet ikke, om det er nogle normale metoder hun bruger. Det er jeg slet ikke inde i.
Og helt ærligt, jeg kan skisme godt forstå, at du ser nogle sjove billeder. Det ville jeg med sikkerhed også, hvis jeg nu ikke lige var "offeret" i den situation ;-)